
Bedstes sønderjyske brunkål
Bedste kan bare nogle tryllerier i et køkken, hun får mad til at smage bedre og af mere med få ingredienser. Og det gælder bestemt også bedstes sønderjyske brunkål.
Som barn, ja faktisk helt frem til starten af 30’erne, kunne jeg ikke fordrage brunkål. Smagen af tilberedt hvidkål, lugten af prut, konsistensen og sødmen i retten var bare overhovedet ikke mig, så jeg har gået en stor bue udenom brunkål i mange år.
Men så en efterårsdag, for snart 7 år siden, kom bedste forbi med en stor skål, som jeg på duften identificerede som kartoffelsuppe, men som viste sig at være brunkål.
Den skål blev vendepunktet for mig, for selvom jeg havde mine forbehold mod retten, smagte jeg alligevel på den, for det gør man med bedstes mad. Og ved i hvad? Det smagte himmelsk, jeg spiste med velbehag 2 portioner!.
Siden den dag har bedstes sønderjyske brunkål været min go-to opskrift. Jeg laver gerne en stor portion hvoraf jeg fryser halvdelen ned, det fungerer rigtig godt.
Du skal bruge:
1 mellem stort hvidkål
1 kg røget i bacon i helt stykke
2 kilo kartofler
2 tsk sukker
5 laurbærblade
Salt
Peber
Fremgangsmåde:
Skær sværen fra baconen og del den i 4 stykker. Skær baconen i skiver. Kom svær og baconskiver i en stor gryde, tilføj vand som lige akkurat dækker og kog i 1 time.
Skræl kartoflerne og skær dem i passende stykker. Når baconen er færdig kogt, tages sværen ud og kartoflerne kommes ved.
Tilføj laurbærblade og sukker.
Hvidkålen snittes groft og kommes ovenpå kartoflerne. Hvidkålen falder sammen efter noget tid, så hvis der ikke er plads til det hele på en gang, tilføjes det bare lidt efter lidt.

Lad det hele stå og simre med låg på og ved svag varme, indtil kartoflerne er møre. Der skal røres jævnlig i gryden og bliver det nødvendigt tilføjer man lidt ekstra vand.
Smag til med salt og peber.
Serveres med rødebeder, sennep og en god skive brød. Jeg syntes at mit bondebrød med gulerod passer godt til.
Velbekomme!.
Tip! Brunkål er en ret som helst skal laves i god tid, vi snakker 3-4 timer inden den skal nydes, for at den bliver ekstra god.
Jeg vil rigtig gerne høre din mening hvis du prøver min opskrift, så skriv endelig en kommentar herunder.
Hvis du poster billeder af dit færdige resultat på sociale medier, må du meget gerne tagge mig @mad_fornoejelser 😘


En kommentar
Pingback: