
Grove Bananmuffins
Grove bananmuffins, de lyder måske lidt tørre og kedelige men det er de bestemt ikke. De smager lige så syndige som mine almindelige bananmuffins og er mindst lige så svampede og saftige. Her sparer man bare en del kalorier, det kan da næsten ikke blive bedre, vel?.
De her grove bananmuffins er en perfekt snack til ulvetimen eller som lille hapser foran fjernsynet om aftenen. De indeholder nemlig næsten ingen sukker og over halvdelen af melet er erstattet med fuldkorns rugmel 🌾.
Du kan sagtens lave en stor portion og komme muffinsene i fryseren, lun dem i mikroovnen eller ovnen og haps! Så har du altid noget lækkert klar, når den lille sult melder sig.
Opskriften giver ca. 18 stk.
Du skal bruge:
2 store modne bananer
100 gram blødt smør
7 gram vaniljesukker
40 gram rørsukker
2 æg
8 gram bagepulver
1 dl mælk
50 gram hvedemel
150 fuldkorns rugmel (jeg bruger den her fra Gram Slot, som kan fås i Rema 1000)
75-80 gram chokoladeknapper, mørk 72%
18 muffinforme
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Kom bananerne i en skål og mos dem grundigt med en gaffel. Tilføj smør, sukker, vaniljesukker og æg. Pisk det hele godt sammen med en håndmixer eller i en røremaskine. Bland hvedemel, fuldkorns rugmel og bagepulver sammen i en ny skål, og sigt det herefter i skålen med bananerne. Tilsæt chokoladeknapper og vend det hele forsigtigt sammen.
Fordel dejen i muffinformene, så de er lidt over halvt fyldte. Placer muffinsene i midten af ovnen og bag dem ca. 18 min.
Lad dem køle af på en rist. De smager også virkelig godt lune, men her kan det godt drille lidt med, at få papiret af bunden 😉.
Velbekomme!
Jeg vil rigtig gerne høre din mening hvis du prøver min opskrift, så skriv endelig en kommentar herunder.
Hvis du poster billeder af dit færdige resultat på sociale medier, må du meget gerne tagge mig @mad_fornoejelser 😘


En kommentar
Pingback: