
Honningristet granola med masser af nødder
I starten af ugen lavede jeg en afstemning på min Facebook profil, om der var interesse for en opskrift på honningristet granola med masser af nødder. 71% stemte ja og 29% var imod – en ret overbevisende sejr for opskriften, tusind tak. Og endnu et bevis på, at december måned ikke altid kun kan bruges til søde sager og juleinspirerede opskrifter. Dermed er det ikke sagt, at opskriften er sund, men denne granola er sundere end mange af dem du køber i butikkerne, som virkelig bare er spækket med sukker og E-numre.
I en hjemmelavet granola ved du 100% hvad den indeholder og så sidder smagen bare altid lige i skabet. Jeg bruger ofte denne opskrift hvis jeg har mange rester af nødder og kerner. Nogle gange tilføjer jeg lidt hakket chokolade, eller vender hele balladen i kakao i stedet for honning.
Du skal bruge:
3 dl havregryn
1 dl mandler, groft hakkede
1 dl hasselnødder, groft hakkede
1 dl pekannødder, grofthakkede
1/2 dl solsikkekerner
1/2 dl kokosrasp
1 spsk kokosolie
6 spsk akaciehonning
Tip! Du kan sagtens undlade de nødder, kerne m.m. som du ikke bryder dig om, så længe du bare erstatter mængden med noget andet.
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Smelt kokosolien i en stor pande med høj kant, tilføj akaciehonningen og rør det hele godt sammen indtil det er smeltet sammen.
Tilsæt nu nødder, kerner og kokosrasp, lad det stå i 6-7 minutter under jævnlig omrøring.
Fordel herefter massen i et jævnt lag, på en bageplade med bagepapir.
Bag i ca. 15-20 minutter til granolaen er gylden. Rør i det hvert 5 minut så det bliver ens ristet.
Når granolaen er færdig tages den ud af ovnen og køles helt af inden den fyldes i en lufttæt beholder. Hvis du vil indgå store klumper, skal der også, under afkølingen, røres i det med jævne mellemrum.
Velbekomme!
Jeg vil rigtig gerne høre din mening om min opskrift på honningristet granola med masser af nødder, så skriv endelig en kommentar herunder.
Hvis du poster billeder af dit færdige resultat på sociale medier, må du meget gerne tagge mig @mad_fornoejelser 😘
