Karrykål med pastinak, gulerod og couscous
Hverdagsretter

Karrykål med pastinak, gulerod og couscous

Selvom sommeren lader til at være slut, håber vi herhjemme på et gyldent efterår og en af vores yndlings retter til efteråret eller vinter er karrykål med pastinak/ gulerod og couscous. Lav retten tidlig på eftermiddagen, så den kan stå og trække saft og kraft fra alle de lækre ingredienser.

Retten er med dens få ingredienser og relativ simple tilberedning også egnet til, at små børn kan hjælpe til med at snitte og rive grøntsagerne. Liam elsker at være med i køkkenet og hjælpe mor, derfor har han også fået hans eget knivsæt.

Knivsættet er fra Schweiziske Kuhn Rikon og indeholder en kniv med store takker og en med fine takker.

Er de ikke søde? Du kan købe knivsættet her (Det er ikke reklame men blot et lille tip, hvis du også har en lille køkkenhjælper derhjemme.)
Liam hjælper bl.a. med at skære gulerødder, snitte spidskål og rive pastinak, han elsker det og den her ret tager bestemt ikke skade af et mere rustikt udseende.

Lav en stor portion karrykål med pastinak, gulrod og couscous når du endelig er i gang, den bliver kun bedre dagen derpå.

Du skal bruge:

3 store gulerødder, skåret i skiver

2 store pastinakker, fint revet

2 store løg, skåret i tynde skiver

1 stort spidskål, skåret i tynde strimler

500 gram bacon, i tern

500 gram hakket svine,- eller oksekød

2 terninger svine,- okse,- eller grøntsagsbouillon

2 dl vand

1 1/2 tsk. mild karry

Salt og peber

2 dl couscous + 2 dl vand hertil

1 bundt persille, finthakket

Fremgangsmåde:

Steg baconen sprød i en stor tykbundet gryde, kom baconen på en tallerken og stil til side men sørg for, at alt den lækre fedt bliver tilbage i gryden.
Brun nu kødet godt af i bacon fedtet sammen med løgene.
Tilføj karry og rør godt rundt.
Tilsæt 2 dl vand og kom spidskål i lidt af gangen. Det virker af meget men det falder sammen hen ad vejen.
Kom nu gulerødder og bacon ned i gryden og rør igen godt rundt.
Smag til med salt og peber.

Lad retten små simre i et par timer. Ca. et kvarter inden spisetid, bringer du 2 dl. letsaltet vand i kog i en gryde, tilsætter 2 dl couscous og rører godt rundt. Tag gryden af varmen og lad couscoussen trække i 5 min. Bland herefter den hakkede persille i og server straks, som tilbehør til karrykålen.

Velbekomme!

Tip! Er der en rest couscous tilbage når i er færdige med at spise, kommer du det bare op i gryden til karrykålen.

Jeg vil rigtig gerne høre din mening hvis du prøver min opskrift på karrykål med pastinak, gulerod og couscous, så skriv endelig en kommentar herunder.
Poster du billeder af dit færdige resultat på sociale medier, må du meget gerne tagge mig @mad_fornoejelser 😘


Mit navn er Betina og det er mig som er ansigtet bag bloggen madfornoejelser og Instagram profilen af samme navn. Jeg er bosat i det smukke Sønderjylland, hvor jeg bor sammen med min kæreste og vores dejlige søn. Den her blog skal afspejle min passion for madlavning og bagning, men der vil nok også snige sig en enkelt hverdags historie ind eller to ;) Min kærlighed til madlavning har ikke altid været der, den har sneget sig ind i min hverdag for ca. 4 år siden og har stille og rolig, vokset sig større og større siden. Jeg vil her på bloggen give mit bud på nem og overskuelig hverdagsmad, så forvent ikke de helt store gastronomiske udfoldelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *