Mormor’s super lækre og sprøde fedtkager
Bedste´s bedste opskrifter,  Til den søde tand

Mormor’s super lækre og sprøde fedtkager

Ingen jul uden mormor’s super lækre og sprøde fedtkager. Jeg bager dem hvert år, og har nok gjort det de sidste 15 år, inden da var det min mor og før hende min mormor osv.

Der bliver bagt store portioner, så der også er til at dele ud til familie samt venner. Det er skønt, at kunne forkæle ens kære med nogle lækkerier, de sidste par år har vi delt kagedåser ud med både fedtkager, Rocky Road og Bountykugler. Så man kan vel godt kalde det en tradition efterhånden.

Fedtkager er gode gammeldags, sønderjyske småkager, jeg kunne jo godt have tænkt mig at de havde fundet på et lidt mere flatterende navn, men fred være med det. Smagen fejler bestemt ikke noget og jeg kender ingen børn eller voksne som ikke kan lide dem efter de har smagt dem.

Du kan sagtens nå at bage en portion endnu og håbe på, at den ikke er spist inden juleaften 😉

Du skal bruge:

500 gram hvedemel

250 gram svinefedt, tages ud af køleskabet ca. 12 timer inden brug.

250 gram sukker

1 æg

1 tsk hjortetaksalt

+ til de brune fedtkager tilsættes 70 gram usødet kakao

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Hæld melet på,et rent bord, i en lille stak. Bland sukker og hjortetaksalt sammen (ved de brune blandes kakaoen også i her) og kom det oveni melet. Form en hule på størrelse med en knytnæve ned i melet, slå ægget ud i hulen og smuldre svinefedtet ovenpå.

Nu skal der æltes. Alle ingredienserne skal arbejdes ind i svinefedtet. Det er bedst at ælte med hænderne, det giver helt klart det bedste resultat. Varmen fra hænderne er nemlig med til, at blødgøre svinefedtet og gør det meget nemmere at arbejde med.

Når dejen er æltet godt sammen, skal den trilles til små mundrette kugler. Sæt dem på en bageplade med bagepapir og med god afstand. Kuglerne skal nu have et tryk med tommelfingeren. (Se evt. vejledningen i videoen nedenunder)

Første plade brune fedtkager klar til, at komme en tur i ovnen.

Start med at bage de hvide fedtkager, da de brune godt kan smitte af på den hvid dej 😉

Bag fedt kagerne i 10-12 minutter, det dufter ikke specielt godt under bagningen, men det er helt normalt. Sørg for at lufte ud imens, så skal det nok gå. Lugten forsvinder hurtig igen.

Lad dem køle helt af på en rist eller på bordpladen, inden de pakkes i en kagedåse.

Velbekomme!

Jeg vil rigtig gerne høre din mening hvis du prøver min opskrift på mormor’s super lækre og sprøde fedtkager, så skriv endelig en kommentar herunder.
Hvis du deler billeder af dit færdige resultat på sociale medier, må du meget gerne tagge mig @mad_fornoejelser😘

Mit navn er Betina og det er mig som er ansigtet bag bloggen madfornoejelser og Instagram profilen af samme navn. Jeg er bosat i det smukke Sønderjylland, hvor jeg bor sammen med min kæreste og vores dejlige søn. Den her blog skal afspejle min passion for madlavning og bagning, men der vil nok også snige sig en enkelt hverdags historie ind eller to ;) Min kærlighed til madlavning har ikke altid været der, den har sneget sig ind i min hverdag for ca. 4 år siden og har stille og rolig, vokset sig større og større siden. Jeg vil her på bloggen give mit bud på nem og overskuelig hverdagsmad, så forvent ikke de helt store gastronomiske udfoldelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *