
Salmiaklakrids Mandler
Jeg var så heldig at finde salmiaklakridspulver i Lidl omkring Halloween, det selvsamme lakridspulver som bruges i Draculabolcherne. Jeg købte næsten hele deres lager, da jeg helt nøjagtig vidste hvad det skulle bruges til – Salmiaklakrids mandler.
Normalt bruger jeg helt almindelig rå lakridspulver og det er også virkelig lækkert. Men når man som jeg har en forkærlighed til stærk saltlakrids, så mangler der bare liiige det ekstra. De her Salmiaklakrids mandler sidder lige i skabet, man får en god dosis lakrids til at starte med og smagen bliver herefter rundet af, ved at blive blandet med sødmen af mandlen. En virkelig god snack, som hurtig stiller trangen til noget sødt.
Den her opskrift kan bruges både med Salmiaklakrids pulver og rå lakridspulver, her øger jeg bare salt mængden til det dobbelte.
Du skal bruge:
200 gram mandler
100 gram Salmiaklakridspulver eller rå lakridspulver
1 1/2 dl vand
1 1/2 tsk salt
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 160 grader varmluft.
Bland lakridspulver, salt og vand sammen på en pande, der må ikke være klumper. Giv blandingen et hurtigt opkog mens du rører rundt. Tilføj mandlerne.
Mandlerne skal, under omrøring, blive i panden indtil væsken er fordampet.
Fordel mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Det er bedst hvis du fra starten af sørger for, at de ikke rører hinanden.
Bag mandlerne i 25 minutter eller til du kan se, at de er fuldstændig tørre. Rør rundt når ca. halvdelen af tiden er gået, sørg igen for at de ikke rører hinanden når du er færdig.
Tag mandlerne ud af ovnen og lad dem køle helt af, inden de kommes i en lufttæt beholder.
Velbekomme!
Jeg vil rigtig gerne høre din mening hvis du prøver min opskrift, så skriv endelig en kommentar herunder.
Hvis du poster billeder af dit færdige resultat på sociale medier, må du meget gerne tagge mig @mad_fornoejelser 😘

